Kom og byd - fotograf sender hele overskuddet fra salg af fotos til Knæk Cancer-show på lørdag
Når TV2 lørdag blænder op for indsamlingsshowet Knæk Cancer bliver der indtelefoneret et bidrag fra fotograf Søren Friis i Aars. Hele ugen op til showet har Søren Friis nemlig sat 96 tidligere udstillingsfotos til salg og overskuddet går til kræft-kampen.
Blandt andet er der et foto af lille spæde Robert, hvis bedstefar i sin tid var ølkusk i Aars. Derfor er Robert fotograferet sovende ovenpå en gammel træ-ølkasse fra Tuborg. Et foto, der gennem lang tid prægede Aars-fotografens udstillingsvindue.
Samtlige fotos har hængt i fotografens udstillingsvinduer i Himmerlandsgade i Aars de senere år. Nu sættes de til salg i bestræbelserne på at give en økonomisk hjælpende hånd i kamp mod kræft, som hver dag rammer 42 danskere.
Til lejligheden har Søren Friis lånt en tidligere bagerforretning i Aars, der er naboejendom til hans fotoatelier. Her er samtlige 96 fotos udstillet - og man kan byde på dem.
Adskillige af fotografierne har hentet fotopriser hjem til Søren Friis. Han har vundet både internationale og landsdækkende konkurrencer for professionelle fotografer.
Glad for 15.000 kr.
Hvor meget Søren Friis kan indtelefonere på lørdag, ja, det afhænger selvsagt af de bud der kommer ind. Men fotografen håber folk er rundhåndede. Og han bliver glad, hvis han når 15.000 kr.
- Mange af fotografierne har jeg haft stående i baglokalet. Der bliver jo løbende skiftet ud i udstillingen i vinduerne i fotoforretningen. På et eller andet tidspunkt var fotografierne jo nok røget ud, men kan de indbringe et pænt bidrag til kræft-kampagnen, vil det jo være dejligt, siger Søren Friis, der har fået accept af samtlige, der optræder på fotografierne. Flere helt nøgne.
- Fotografierne der hænger i min udstillingen i fotoforretningen er ekstra billeder, jeg laver, når folk har været inde for at blive fotograferet.
- Nogle gange bliver de solgt billigt til dem jeg har fotograferet efter at have hængt i udstillingsvinduerne et stykke tid. Men ikke alle vil købe de ekstra billeder. Derfor bliver der med års mellemrum fyldt op på lageret, siger Søren Friis, som kan fortælle, at de 96 billeder, der nu har fået plads i den tidligere bagerforretning, er fra de sidste par års udstillinger i fotoforretningen. Enkelte er ældre.
Alle har sagt ja
Der er blandt andet en hel del familiefotos til salg. Selvom familierne og personerne på de mange fotos har sagt ja til, at alle kan løbe dem i forbindelse med kræft-kampagnen, har Søren Friis en formodning om, at det nu nok mest er de portrætterede selv og deres familier, der vil byde og støtte det gode formål.
- Det er jo trods alt nok de færreste, der vil købe fotos af helt fremmede mennesker. Men det sker altså af og til.
- Jeg tog for et stykke tid siden et portræt-foto af en gammel mand. Det blev efterfølgende solgt i adskillige eksemplarer - også til folk, der ikke kender ham.
- De synes bare det er en godt fotografi, fortæller Søren Friis, der - naturligvis - fik den gamle mands accept af, at fotografierne blev solgt til alle mulige andre end til ham selv og hans familie.
http://nordjyske.dk/nyheder/fotos-saettes-ind-mod-kraeft/aa6bc99d-e079-42a0-ace0-e2621f550d15/4/1513